Interview i Jyllandsposten 6/2-6001 ved Michael Enggaard.

Interviewet foregår på Skjoldhøjkollegiet, hvor Et sekunds orkan foregår, og Haun selv bor. At han ikke selv kender vejen ud i misbruget eller virker særligt okkult leder naturligvis til en diskussion om, hvordan man sikrer autenciteten i bogen.

Jeg er ikke sikker på, at man overhovedet kan beskrive eksempelvis et LSD-trip med ord. Jeg er heller ikke sikker på, at det er godt at skrive på. Men jeg er da fascineret af stoffer, eller rettere den verden, som måske gemmer sig. LSD er bevidsthedspåvirkende og det har en positiv virkning på blandt andet skizofreni. Det er da interessant.

Bogreolen inspiceres, og der snakkes inspiration, både udenlandsk og indenlandsk, ligesom der kommes omkring det hårde arbejde, det er at skrive.

Jon Helt Haarder i Jyllandsposten den 26/1-2001 kalder Haun for Peter Haun Nielsen, men er dog yderst positiv over for bogen, der klart signalerer, at forfatteren er kommet for at blive.

Alt i alt er det en både autentisk detaljeret, spændende og mystisk bog, en thriller med en sort realistisk fremstiling af en fyr, der af lede og tomhed selv opsøger stoffernes kemiske psykopati, som baggrund.

Maria Mackinny i Aktuelt den 23/1-2001 er ikke så tilfreds med krimielementerne i Et sekunds orkan og synes at mene, at den skulle have udviklet sig mere som Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Hvor første del er en “vellykket, psykologisk og endda poetisk skildring af Jons dobbeltliv”, ser hun anden del som “en noget flad kriminalhistorie med skuddramaer, afhøringer, biljagt og andre velkendte kneb fra genren.”

Bo Tao Michaëlis i Politiken 20/1-2001 betragter Et sekunds orkan som en krimi og trækker tråde til James M. Cain og Henning Mortensens Århus-krimier. Det er især romanens meget dystre atmosfære, der tiltaler ham.

‘Et sekunds orkan’ er en meget spændende, sort og skæbnesvanger, blodig og burlesk gangsterroman

Interview i Information den 20/1-2001 ved Lotte Folke Kaarsholm, i anledning af udgivelsen af Et sekunds orkan.

Der snakkes om præstationsangsten ved at skulle følge op på en anmelderros debut, hvortil Haun svarer:

Faren for mig var nok snarere at jeg blev fyldt med en alt for stor gejst efter at få toeren afsted, da Naut var udkommet. Jeg havde faktisk manuskriptet til næste bog klar til at sende afsted. Den har vi så brugt sidste år på at finpudse, og det er i løbet af det år, at den er blevet gjort god. Jeg har heldigvis en god redaktør, og vi har strammet den op sammen. Det har jeg lært meget af. Nu har jeg slået lidt mere koldt vand i blodet

Der snakkes også om Hauns næste bog, som på nuværende tidspunkt har arbejdstitlen Rock Anakropolis Roll (det er den, der ved udgivelsen hedder Rock Nekropolis), glæden ved at skrive, og hvorvidt hovedpersonen i Et sekunds orkan minder om Haun selv (hvad han ifølge forfatteren ikke gør).

Det er svært at gøre alle tilfredse. Modsat de andre anmeldere klager Lars Bukdahl i Weekendavisen den 19/1-2001 over, at der ikke fabuleres nok i Et sekunds orkan, at historien ikke vrides endnu mere skævt, mere forunderligt. Dog er der igen ros til forfatterens tekniske kunnen

Man er behørigt åndeløs, mens begivenhederne fatalt eskalerer, og flugten tages, samtidig med at man sukker lidt fiktionstræt under sit (mangel på) vejr: ja, ja, uha, uha.

Michael Eigtved har en kort anmeldelse af Et sekunds orkan i B.T. den 17/1-2001, hvori han ikke er glad for antydningen af et overnaturligt element i bogen og kalder slutningen ren hokuspokus, men afslutter med:

Men den er medrivende – af og til kvalmende – velskrevet.

Det er kun to dage siden, at Jon flyttede ind på kollegiet, og det er allerede ved at gå helt skævt for ham. Han har kastet sin kærlighed på den kernesunde og smukke Birgitte. Men hun er ikke ganske tryg ved Jon. Der er noget ved ham, der foruroliger hende.

Birgitte har et stykke tid været generet af en ubehagelig stank fra badeværelset og tilkalder kollegiets varmemester.

Det syn, der møder dem, er forfærdeligt.

Psykologisk thriller, som isnende uhyggeligt beretter om et kvindemord på et århusiansk studenterkollegium, og om en flok unge potentielle mordere: psykotiske, kriminelle, narkopåvirkede

Bent Vinn Nielsen i Information den 16/1-2001 må ligefrem se sig tiltrukket af tanken om Århus efter at have læst Et sekunds orkan. Den ekstreme handling og de outrerede personer opvejes af overbevisende og stilsikker teknik fra forfatterens side.

Bogen er simpelthen kolossalt underholdende og forfatteren synes at være hjemme i en hvilken som helst sproglig genre som menneskelige relationer kan udspille sig i. Alt lige fra sanseløst psykopatpræk til den nøgterne og stive politirapport, som Haun Nielsen gengiver med den mest drillesyge nøjagtighed.

Mai Misfeldt i Berlingske Tidende den 16/1-2001 virker mere overbevist af Christian Hauns anden bog og sammenligner den med Christian Dorphs “Øjet og øret”. Hun advarer dog om, at man skal have mave for romanens voldsomme indhold, men det er det værd.

Der er meget blod, forrådnelse, brækkede næser og udsyrede drømme i Hauns roman, men kan man tåle det, er en tur gennem »Et sekunds orkan« en på én gang sanselig, patetisk, tragisk, nedbrydende og poetisk oplevelse.