Privatdetektiverne Lee & Hock i Los Angeles får til opgave at efterforske sagen da den unge filmstuderende Aaron Johnson går i koma og efterlader sig en drømmedagbog der fortæller om Byen under vores søvn hvor alle de døde stjerner bor.I Marokko går en anden privatdetektiv i opløsning da han også kommer i kontakt med byen, og i skikkelse af skurken John Parabellum tager han til Los Angeles for at holde sig klar til den dag der måtte blive brug for ham.

Den dag er nu kommet. Nogen er begyndt at myrde løs blandt indbyggerne i de døde stjerners By, og det kommer til en konfrontation mellem detektiverne. De begynder at indse at Byen virkelig findes…

De to privatdetektiver Lee og Hock i Los Angeles bliver hyret af en fortvivlet moder, hvis søn er i koma og som har gemt en drømmedagbog, der fortæller om en by under byen, hvor de afdøde filmstjerner bor. De to drager via hypnose til byen, og bliver her indblandet i en kamp mellem filmstjerner og en gal massemorder.

Interview i Politiken 26/2-2002 ved Dorte Hygum Sørensen

Telefoninterview, hvor forfatter og journalist dog mødes over en kop kaffe.  Snakken falder blandt andet på det væld af helte, der optræder i Rock Nekropolis, og Haun afslører, at der var så mange, at han måtte redigere Philip K. Dick ud. Bogen er en hyldest til vores fælles helte og betragter derfor kun deres overflade.

Nogle gange kan dybden godt findes i overfladen, tror jeg. Egentlig synes jeg, det er en uskyldig bog, jeg har skrevet. Men jeg mener også selv, at jeg har et forholdsvis lyst og uskyldigt sind

Lars Ole Sauerberg i Jyllandsposten den 26/2-2002 fæstner sig især ved Rock Nekropolis i kraft af dens position “midt i den postmoderne orkans øje” og finder især inspiration fra James Joyce’s Ulysses. Men lader dog til at ønske mere sprælskhed.

Michael Eigtved i B.T. den 19/2-2002 lovpriser endnu engang forfatterens kunnen, og især hans billedskabende sprog får et par rosende ord med på vejen.

Og han har udviklet en ganske særlig stil, hvor formålet synes at være at forvirre en traditionelt indstillet læser.

Mai Misfeldt må i Berlingske Tidende den 13/2-2002 endnu engang slå forvirret ud med armene. Igen kan hun se kvaliteter i romanen, men åbenbart ikke gribe den samlede struktur.

Christian Haun Nielsen er modig og forsøger at lukke den traditionelle roman op.

Den 13/2-2002 i Politiken dykker Bo Tao Michaëlis ned i det væld af intertekstuelle referencer, der strømmer igennem Rock Nekropolis, og kommer forfrisket op i den friske luft.

‘Rock Nekropolis’ vil nok ikke direkte virke underholdende og spændende for den traditionelle krimilæser. Men den er talentfuldt anderledes og alternativt fascinerende i sin leg med krimiens klicheer. Flettet ind i en litterær kode, som hele tiden skifter gear og leger med facetter af grotesk morsom gådefuldhed og virkelighedens genkendelige kulisser.

Bent Vinn Nielsen i Information den 12/2-2002 har endnu engang øje for Hauns fortælleevne og spændingsopbygning og virker, som om han nyder at smage på bogens handlingsreferat.

Forfatteren kan skrive så det synger og har en veludviklet sans for absurd komik

Alle gode gange tre: John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet den 12/2-2002 er heller ikke vild med Hauns tredie udspil – genreblandingen er åbenbart ikke hans kop te, idet den er for studentikos til krimielskere, men for skematisk til litterære finsmagere, om end den også kaldes:

en roman, der balancerer ganske underholdende på grænsen mellem hårdkogt krimi og kåd science fiction

Interview i Information den 20/1-2001 ved Lotte Folke Kaarsholm, i anledning af udgivelsen af Et sekunds orkan.

Der snakkes om præstationsangsten ved at skulle følge op på en anmelderros debut, hvortil Haun svarer:

Faren for mig var nok snarere at jeg blev fyldt med en alt for stor gejst efter at få toeren afsted, da Naut var udkommet. Jeg havde faktisk manuskriptet til næste bog klar til at sende afsted. Den har vi så brugt sidste år på at finpudse, og det er i løbet af det år, at den er blevet gjort god. Jeg har heldigvis en god redaktør, og vi har strammet den op sammen. Det har jeg lært meget af. Nu har jeg slået lidt mere koldt vand i blodet

Der snakkes også om Hauns næste bog, som på nuværende tidspunkt har arbejdstitlen Rock Anakropolis Roll (det er den, der ved udgivelsen hedder Rock Nekropolis), glæden ved at skrive, og hvorvidt hovedpersonen i Et sekunds orkan minder om Haun selv (hvad han ifølge forfatteren ikke gør).

Interview i Berlingske Tidende den 6/3-1999 ved Søren Kassebeer.

Der snakkes blandt andet om, hvordan man som ung forfatter beskriver f.eks. voldsom smerte, som man ikke selv har oplevet i sit liv. Og oplevelsen af, at forfatter og anmeldere ikke altid er enige, til eksempel i personens Nauts natur, hvortil Haun svarer:

Der er da masser af ting i bogen, som, sådan som jeg ser det nu, godt kan forstås på en anden måde. Jeg vil ikke sige, at min læsning er den eneste rigtige, slet ikke, og hvis nogle læsere falder over en sætning, der peger i en helt anden retning, end jeg har tilsigtet, så er det OK med mig. Det er egentlig kun pragtfuldt

Der snakkes også om bogen “Sjælen vejer 700 gram”, som har været tæt på at udkomme på Modtryk – det er den roman, der senere bliver udgivet som Rock Nekropolis.