Christian Haun er en af de yngre danske forfattere, der er sværest at bringe til ro på en hylde, fordi han siden debuten Naut (Gyldendal 1999) med hver udgivelse har gjort noget uventet; denne nye roman er tilsyneladende hans mest konventionelle, men naturligvis ikke uden et haunsk twist.
Har De, kære læser, endnu ikke stiftet bekendtskab med dette forfatterskab, er det nu, De skal springe på; som Weekendavisens anmelder, Lars Bukdahl, så sandt har skrevet, burde Haun “bryde gennem samtlige den litterære institutions døvende lydmure”.
Og kender De forfatterskabet, er De også denne gang garanteret en overraskende og ny vinkel på noget, De måske troede velkendt.